Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve
14. maj. 1841
14de Fredag.
Det regnede idag, og jeg kunne derfor ikke gaae ud at begynde paa mit Studie i Villa Borgese; jeg benyttede da Tiiden hjemme og malede et Hoved efter den lille Narduzzio. Hans Farve var mig ifior da jeg først saae ham strax paafaldende, men jeg opsatte altiid at male ham indtil nu Leiligheden drev mig dertil. Skade at jeg ikke har kunnet samle flere Studier af denne Slags, det ville have været godt for min Hang til alt for kolde Farver. Om Eftermiddagen havde vi Besøg af Signora Nanna Cimeno med hendes lille Pippina, der ret er et yndigt Barn. Jeg spadserede senere en Tuur; men var dog kun heelt maadelig hvad Helbreden angaar. Maaske har ogsaa den stærke Cirokko i disse Dage stor Indflydelse paa mig.
Jvf. Parti fra Villa Borghese med ”Rafaels villa”, påbegyndt 15. maj 1841.
Hovedet af en Dreng. Narduzzio.
Nanna Chimeno.