Martinus Rørbyes rejsedagbøger
25. Apr. 1841
25de Søndag.
Jeg gik om Morgenen tidligt til Kirken St: Marco, og saa den store Prossesion udgaae til St: Peter’s Kirken. Den er idet Smaae hvad Prossesionen paa Corpus Domini er idet Store, idet man seer alle de forskjellige Præsteskaber med deres Basilika Parapluier |etc:| og Munke Ordenerne i deres forskjellige Dragter. Denne Prossesion bliver endnu holt aarlig paa en bestemt Dag til Erindring om Pesten der engang stærk hjemsøgte Rom og som man tror gik bort ved de kirkelige Bønner man da anstillede. Ogsaa Broderskabet delle Stimate hvortil vor Vært Poccobelli hører har idag gjort en lignende Ponnitents Gang idet det samtligt i Prossesion have besøgt 7 af Roms Bassiliker, en Tuur der nok kan trætte da de have mere end 14 Miglier at gaae, og dog toge de idag ikke St: Peter med, da den besøges Dagen forud for ikke at læsse alt formeget paa de stakkels Brødre i Sækkene. Om Middagen udhvile de dem i Lateran Palatset hvor et Maaltid er beredt, hvorpaa de fortsætte deres Gang til de endnu manglende Kirker St: Croce in Jerusaleme, St: Lorentzo fuori le mure og St: Maria Magiore, denne er den siste, de gaae da igjen tilbage til den Kirke hvorfra de i Morges vare udgaaede. Jeg tegnede lidt om Formiddagen; om Eftermiddagen gik jeg til Kirken St: Maria del Pianto, jeg havde faaet Billiet af Schiavls Konens Søn der er Præst for at see Drenge Disputatsen i Dottrina om Keiser Tittelen for dette Aar, en Handling der i mine Tanker i •35• høieste Grad er latterlig. De af Drengene der længst holde Stand i Disputten faae Titler og Insignier, den beste Keiser 4 Ministre og en Alsiere eller Bannerdrager. Keiseren er iført en høist latterlig Kostume og sidder han for forrige Aar med sine Minstere med Ordener og Fanebæreren paa ophøiede Sæder, som de maae viige saasnart Skjæbnen har bestemt sig for den nye. Præmier blive efterhaanden uddeelte til Drengene som de ved feilagtige Svar eller Spørgsmaal maae stige ned af deres Plads, og tilsist indklædes den nye Keiser og Ministrene af den tilstedeværende Cardinal og Præsterne der som Dommere og Opsynsmænd ere tilstede ved Disputatsen. Den nye Keiser ledsages til sine Forældres Hiem af hans Hof i Cardinalens Vogn omgiven af Soldater. Fanen veier ud af Karethvinduet og ved Huuset er Musique. I det Sogn hvor Drengen bor bliver strax i Kirken Fest og det Allerhelligste udstilles i 40 Tiimer. Den følgende Dag føres Drengen til Paven af hvem han har Tilladelse til at udbeede sig en Naade for sig eller en anden; i Forældrenes Huus modtages Gratulationer i 3 Dage og Drengen sidder da paa en Trone omgiven af sine Ministre. Omkostningerne ved Frokosten etc: bestrides af Cardinalen vis Drengens Forældre ere fattige Folk. Ved Prossesionen paa Corpus Domini gaar Keiser Drengen lige bag efter Cardinalerne, dog er han da klædt i sort og bærer blot hans Værdigheds Baand. Publikum bliver ikke glædet ved at see hans herlige Kostume, den han bar idag.
Pocobelli.