Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

23. Jan. 1836

Først om Morgenen var jeg henne hos Romanis. Fruen havde ladet komme en Mand der solgte Silker, da hun paastod at jeg skulle bringe nogle af brillante Farver hjem med til Rose; hun hjalp mig selv at udsøge dem. Jeg bragte hende ogsaa idag Rose’s Portrait som hun ønskede at see, og hun admirerede det meget, jeg skal sagde hun have en lille Present hjem med fra hende til Rose. Jeg gik derfra med Bindesbøll og den danske Nefer, som førte os over til Scutari, og da vi der havde travet dygtig om med ham tegnede jeg et lille Partie omgiven af Folk nok; men som vare meget høflige. Kun naar man kommer til at siige et Ord repetere de det altiid, og mageløs godt i Tone, Udtale og Alt. Den fremmede Lyd morer dem som det synes. Der er i Scutari flere smukke Moskeer, og Brønde en nye stor Kasserne; men lidet smagfuld; men den store Kirkegaard med Sypresserne er langt bedre holdt end dem i Constantinopel og Pera. Det var en deilig Dag.

  1. Philip Romani og Fru Romani, f. Alleon.

  2. Gottlieb Bindesbøll.

  3. Tegningen er antagelig identisk med et blad, der nu tilhører Det kgl. Bibliotek, Kort- og Billedsamlingen; se Martinus Rørbye 1803-1848, udst.kat. Thorvaldsens Museum 1981, nr. 109.

Fakta

PDF
23. Jan. 1836
Dagbog B, side 13 recto

Det kgl. Bibliotek NKS 2923, 4º