10. Dec. 1840

Rom den 10de December 1840.

Det er vel blot 10 Dage |siden| du saae Brev fra mig kjære Svigermoder, ikke destomindre haaber jeg, at disse Linnier ikke vil være dig uvelkomne, naar de bidrage til at berolige dig ihenseende til vor kjære Rose. Vel var hendes Forløsning, som jeg ikke har fordulgt dig, meget angribende, ikke havde jeg derfor tænkt, at jeg saa snart igjen kunne have seet hende saa vel, som hun nu igjen er. I de tre siste Dage har hun alt været lidt oppe, den første Dag vel kun et Par Tiimer i Middagsstunden, dog idag alt betydeligt længere, og det beste herved er, at hun befinder sig saare vel derved. Hun har ikke været plaget af Feber, eller nogen anden af de Onder, der jo saa ofte skal følge efter den Slags Sygdom hun nu har haft, kun var hun naturligviis meget mat i de første Dage efter hendes Forløsning; nu er hendes Udseende igjen ligesaa blomstrende som tidligere. Du maae imidlertiid ikke troe kjære Svigermoder, at disse Dage, der igrunden er gaaet langt heldigere hen end Nogen, efter det Foregaaende havde kunnet tænkt sig, for hende have været uden Bekymringer, nei, hendes Sorg har ofte dreven hende indtil Taarer, og det har kostet os Alle Møje nok at overbeviise hende om at hun derved saavel skadede sig selv, som hendes Barn. •2• Dog, Aarsagen til alt dette laae saavel hende, som Barnet saa nær, at man igrunden ikke kan undre sig over at hun foruroligedes, da hun troede at see saa ugunstige Tegn; dog at hun drev det saa vidt, var urigtigt, da de, der i saahenseende vare kyndigere, forsikrede, at der ikke var den ringeste Grund til at mistvivle. Barnet er lille, har muligen ogsaa liit noget ved den haarde Fødsel, hvad Under altsaa at det ikke var istand til strax at die med den Begjærlighed, som Rose havde tænkt sig ganske nødvendig. Da man ibegyndelsen lagde det til Brystet, ville det slet ikke røre det, men græd hvergang man proberte derpaa, stærk; man saae da snart at Aarsagen var, at der endnu ikke var Mælk nok, og da Brystet ogsaa var bleven haart, og med Knuder, blev dette den følgende Dag fordreven og den naturlige Blødhed indfant sig igjen og med den Mælken; dog, den lille Gjenstridige ville endnu paa ingen Maade røre det, og Rose var utrøstelig og troede at Barnet maatte døe, ja drømte saagar at det alt var dødt, og vaagnede op i en stærk Bevægelse. Jeg trøstede hende saa godt jeg kunde, og den gode Værtinde rystede paa Hovedet og sagde Jesu, Maria que stravaganza de carattere. Barnet leed imidlertiid ingen Nød, om Dagen blev det næret af en vakker Kone, der boe i samme Huus som vi; men om Natten maatte det lade sig nøie med Eselmælk blandet med Vand og lidt Sukker, da det ikke vilde have det Bedre, Moderen bød det. Det sov imidlertiid altiid meget stærkt, dog heri ville •3• Rose ogsaa see noget grumt, omenskjønt man sagde hende at det netop var godt; og at Barnets Stemme Dag for Dag tiltog i Styrke, troede hun var en Sag, der Intet havde at betyde, om man end sagde hende, at det var et Beviis paa at det tiltog i Kraft. Om det virkelig er saaledes, kan jeg som ukyndig ikke paastaae; men at Barnets Skrigen er bleven betydelig stærkere, det kan vel Ingen bedre end jeg viide med Bestemthed, da jeg i de første Nætter blev vaagnet af en Smaaegrynten, imedens jeg de siste bliver opskrækket ved et vældigt Brøl, og det betyder saa meget, som at jeg enten skal tage hende op til Rose, eller at jeg skal vende hende i Vuggen, der staae imellem Rose’s og min Seng. Det er end nu mindre behagelige Sysler paa en Tiid man før var vant til at sove trygt, Vanen vil imidlertiid maaske formilde, hvad man dog maae søge at vænde sig til som en skikkelig sølle[?] Mand. Under alt dette Comers har dog hverken Rose eller Barnet liit, idet, dette er bleven næret tilstrækkeligt, og hvad Rose nu havde for meget af, har en skikkelig Kone drukken; jeg ville ønske at jeg saaledes kunne gaae omkring og faae Mad og Penge ovenikjøbet; men jeg veed det alt forud, naar jeg melder mig, vil ingen kjøn Kone viide noget af mig at siige. Dog, for igjen at komme til hvad, der interesserer dig mere, da maae jeg underrette dig om, at nu Alt paa engang synes at have vent sig til det Beste for Rose; igaar tog Barnet eengang tiltakke med Brystet, og nu da det synes at have faaet Kraft til at tage, og Smag paa hvad det fik, har det idag været som rent besat og har neppe kunnet faae nok, og at Rose nu er siæleglad kan du vel tænke dig kjære Svigermoder. Lægen, der den heele Tiid har iagttaget det besynderlige i Barnets Adfærd yttrede i forgaars at det dog var muligt at det var kommen noget •2• fortidligt til Verden og at Rose’s tidligere Beregning altsaa havde været rigtig; det er imidlertiid Noget man her ikke bryder sig viidere om, da saagar Børn fødes, og bliver sunde og stærke, i den 7 Maaned, herpaa er vor gode Ven Ferrari i Neapel et godt Beviis idet han er et af de i 7de Maaned fødte Børn, der nu er en smuk og stærk Mand. •1• Dog, en stor Besynderlighed er det, at de Børn der her i den 8de Maaned blive fødte, siælden komme levende til Verden. Vort er i den 9de Maaned og befinder sig overmaade vel, hun er imidlertiid endnu ikke saavel opdragen at hun kan hilse sin gode Bestemoder, det bliver altsaa en Sag som Rose og jeg for det første maae paatage os i hendes Sted. Om nogle Dage tænker Rose selv at kunne skrive til dig, indtil da maae du lade dig nøie, og være rolig ved de Underretninger du har faaet af din hengivne Svigersøn
M. Rørbye.

Saavel Rose som jeg beder ret inderligt at hilse hendes Fader og Alle Søskende og vær saagod ogsaa at bringe vore hjertligste Hilsener til min Moder og Familie, der vist ogsaa inderlig vil glæde dem ved at erfare at Rose er saa vel. Hun beeder mig at gratulere Pauline til sin Geburtsdag paa Søndag. Vi skal da ikke glemme at drikke hendes Skaal.