Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

22. May. 1840

22de Fredag
Om Morgenen Kl 4 vare vi paa Beenene, Kl 5 kom Fakinen og gav sig til at bære vort Tøi ned og kort derpaa ankom ogsaa Vognen og vi toge afsted efter at have sagt et kjærligt Farvel til vore Værtsfolk (Pocobelli’s) I Caffe Jesu indtoge vi vor Kaffe imedens Vognen kjørte op under Cappitoliet hvor Doctor Geltzer’s Tøi bliv læsset paa. Imedens vi der ventede paa ham benyttede vi Tiiden og gik ind i et lille Oratorie St Augustino i Nærheden hvor der var Fest; en af Broderskabet overragte Rose Helgenens Billede tillige med en meget smuk Rose, jeg ansaae dette for et godt Omen ved Begyndelsen af vor Reise, og gav derfor med Glæde min Skjærv til Kirkens Kasse. Endelig kom Doctor Geltzer og vi kjørte ud af Rom. Veiret var just ikke klart, enkelte Regndraaber falt endogsaa af og til; men dette bidrog til at afkjøle Luften og saaledes gjøre Tuuren mere behagelig. Vort Reiseselskab var, foran i Cabrioletten en Rommersk Kurer og en ung Fransmand, inden i Vognen Doct: Geltzer en Cappudsiner Præst Pater Lorentzo fra Campi i Appulien, Rose og jeg. Stax uden for Porta St Giovani begynte Geltzer og jeg at tale med Cappudsineren, om Religion’s Sager, og denne Traad slap han ikke under heele Reisen, han hørte vel til de mere oplyste Catoliker, og dadlede navnlig meget de store Misbrug ved Kirken i Rom; men kunne dog ikke rive sig løs fra den gamle Lære at kun hos en god Catolik var den ene saliggiørende Troe at finde. Om Middagen bedede vi i Albano, hvor vi traf Meyer, der havde fulgt sin Ven Tøming paa Veien. Vor Reisekamerat Fransmanden i Cabrioletten forlod os i Albano, og reiste tilbage til Rom, efter at have betalt Kusken helt ud til Neapel, formodentlig maae han have haft Noget særdeles tiltrækkende der, som han nu alt følte at han ikke kunne undvære. Vi fortsatte vor Vei videre; men ventede først længe i Arricia og siden i Gensano før Doctor Geltzer kom til os, han var nemlig gaaet forud for at besøge en syg Ven i Ariccia (Doctor Steffensen fra Slesvig). Paa Veien langt uden for Gensano traf vi endelig Vennerne, og at vi havde ventet grundede sig paa en Misforstaaelse, da Folkene i Aricia ikke rigtigt havde forklaret Kusken at han skulle kjøre videre frem af Veien, hvor han vilde træffe sin Passager. Vi ankom om Aftenen til Cisterna hvor vi bleve Natten over i Paretti’s ganske gode Værtshuus, en anden Vogns Passagerer fra Neapel vare ogsaa der, 3 franske Nonner vare deriblant, de holt dem vel for dem selv i deres Værelse; men blot det at være i Huus med Nonner, synes at glæde Capussineren meget.

  1. Heinrich Gelzer.

  2. Ernst Meyer.

  3. Friedrich Thøming.

  4. Uidentificeret, jvf. Steffensen.

  5. Pareti.

  6. Pocobelli og Meccelina Pocobelli.

Fakta

PDF
22. May. 1840
Dagbog C, side 67

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-33