Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

27. Apr. 1840

27de Mandag
Uden at betale vor Regning i Værtshuuset maatte vi om Morgenen begive os paa Veien til Villa Adriana. Værten havde behaget at gaae ud, og havde formodentlig ventet at vi skulle være hans Tjenere og vente, hvortil vi imidlertiid ikke fant os beføiet. Vi toge Veien af Gangstien ned igjennem Olieskoven til Villa Adriana hvor vi paa en behagelig Maade tilbragte et Par Tiimer. Vel havde de derværende Ruiner Intet heelt at opviise, imidlertid er Naturen, der omgiver dem overordentlig smuk, og den yppige Maade hvorpaa alle Ruinerne ere decorerede med Slyngplanter fryder Øjet meget. Henimod Middag vare vi færdige, og begave vi os da ud til Veien hvor vi fant Værtens Bud, der bragte Regningen, den var høi, som man kunne vente sig det i et italiensk Værtshuus hvor man er bleven slet beværtet. Efter i noget at have ventet ankom Vognen, og vi kjørte til Rom hvor vi ankom Kl 3, og bleve milt modtagne af vore Værtsfolk. Vi klæte os nu om og gik at spiise til Middags hos Lepre hvor vi for sistegang sagde Farvel til Palludan Møller’s. Jeg ville have ønsket at denne vakkre Familie var forbleven længere her, vi harmonerede med dem, og havde Glæde af deres Omgang, Noget vi ikke kan siige om de andre herværende Danske. Disse to Dages Anstrengelse havde medtaget saavel Rose som mig i den Grad, at vi ordentlig følte os syge af Udmattelse. Hvilen var os derfor saare velkommen om Aftenen.

  1. Frederik Paludan-Müller og Charite Paludan-Müller, f. Borch.

  2. Pocobelli og Meccelina Pocobelli.

Fakta

PDF
27. Apr. 1840
Dagbog C, side 60

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-33