Martinus Rørbyes rejsedagbøger
18. Jul. 1835
Begyndt et andet lille Studie i Klosteret, hvor jeg nu ret er hjemme; jeg smagte idag paa den Mad, som man giver de Fattige, det var en Suppe af Løg, Cucudsier, Pemidore, tillavet med Olie, og som smagte meget godt, man giver dertil Brød. Om Eftermid: tegnede jeg en Gade her i Sorent, som jeg næsten kan have Lyst til at male. Om Aftenen spadserede jeg først ad Stien til Punto di Sorento, og var siden i Caffeen med de fremmede Kunstnere her, og efter at have spiist som de andre Aftener med Doctor Schultz i en Caffe, hvor vi passiarer med Folkene og Gjæsterne.
Klostergangen i kapucinerklosteret. Sorrento.
Heinrich Wilhelm Schultz.