Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

15. May. 1840

15de Fredag.
Afleveret mine Bøger til Bibliotheket hos Bravo, ogsaa gjort Aftale med ham om at lade et Par Kufferter her tilbage, hvoraf den ene saasnart Leilighed gives skal sendes hjem. Jeg gik fra ham til Politiekammeret og •65• hentede mit Pas, som jeg siden var hos Kolb med og fik hans Visa, da Danmark endnu ingen Consul her har faaet. Jeg gik siden hen at kjøbe en romersk Lampe, som jeg har isinde at forære Nancy, hvem jeg er en Present skyldig fra den Tiid hun havde mig i Kost. Jeg tror nu ikke at jeg kunne give hende en kjærere Erindring. Jeg besøgte senere Erdelin’s han synes at have opgivet at reise til Neapel, noget man vel kunne vente af hans Ubestemthed. I Løbet af Formiddagen besøgte Küchler Marstrand og Møller os. Om Eftermiddagen kom Mad: E at besøge Rose, jeg gik hen at sige Farvel til Rippenhausen og Willers. Om Aftenen var vi hos Erdelins, hvor jeg morede mig som sædvanlig meget, naar jeg træffer Hermandsen og kan komme til at tale, med denne yderst puserlige Læsemand.

  1. Johan Bravo.

  2. Karl von Kolb.

  3. Nancy Gerhardine Rørbye.

  4. Heinrich Eddelien og Olivia Francisca Eddelien, f. Hjorth.

  5. Albert Küchler.

  6. Wilhelm Marstrand.

  7. Adam Müller.

  8. Johannes Riepenhausen.

  9. Ernst Willers.

  10. Christen Hermansen.