Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

22. Mar. 1840

22 Søndag
Tidlig om Morgenen var jeg ude for at hente Mælk Brød og Ricotta; thi vil vi have dette godt maae jeg selv gaae derom. Opad Formiddagen besøgte jeg Proff: Wagener, hvor jeg længe blev, da Talen falt paa Grækenland; mit Møde igaar med Professor Forkhammer fra Kiel havde igjen bragt mig paa at erindre den behagelige Tiid jeg tilbragte i Orienten hvorfra han nu for andengang kom, og hvorfor heele mit Hue staar. Da jeg forlod Wagener gik jeg at bytte Bøger hos vor nye Bibliothekar Bravo. Om Eftermid: besøgte vi Erdelins hvor nu begge ere syge, vi traf dem tilsengs, og i et maadeligt Houmeur, det var idag at deres Barn skulle have været døbt; nu var det imidlertiid godt at hans Sygdom kom saa betimeligt at ingen Anstalter i den Anledning var gjort, ellers ville det være gaaet slemt ud over den stakkels Kone. Om Aftenen besøgte Paludan Møller’s os, og med dem gaar Tiiden fortræffeligt da de begge er saare vel skaarne for Tungebaandet.

  1. Johann Martin von Wagner.

  2. Peter Wilhelm Forchhammer.

  3. Johan Bravo.

  4. Heinrich Eddelien og Olivia Francisca Eddelien, f. Hjorth.

  5. Frederik Paludan-Müller og Charite Paludan-Müller, f. Borch.