Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

22. Jul. 1837

Vi kjørte heele Natten og ankom om Morgenen Kl 5 til Florenz, og atter her maatte først Maleriet hensættes paa Doganen. Yderst kjedsommelige Affairer paa en Reise. Men min første Sorg var ogsaa idag at faae en Ende paa dette, ved et Anbefalings Brev Doganieren i Ciusi havde medgivet mig til En i Toldkammeret her ansat blev jeg af ham recomanderet en paalidelig Spediteur, og jeg fik mine paa Grændsen deponerede Penge strax paa Toldboden betalt. I Caffe Helvetico traf jeg Weideman ganske uventet; i ham og Koberstikker Daverio har jeg nu Bekjentskab nok her, dog Florenz er mig Alt fra mit tidligere Ophold her saa vel bekjent at jeg kun behøver ringe Underretning. Mit Brev til Rose kunne jeg endelig idag her afgive paa Posten; men desværre der var ingen til mig.

  1. En tyrkisk notarius opsætter en kontrakt imellem en mand og en kone. Scenen er foran moskeen i Top-Hauka i Constantinopel.

  2. Chiusi.

  3. Johann Caspar Weidenmann.

  4. Amilcare Daverio.

Fakta

PDF
22. Jul. 1837
Dagbog B, side 62 verso

Det kgl. Bibliotek NKS 2923, 4º