Martinus Rørbyes rejsedagbøger
7. Apr. 1835
Malet om Formiddagen hjemme et lille Studie til mit Malerie; siden tegnede jeg lidt, hvorpaa jeg gjorde en Tuur omkring i Byen til Piazza Navona og siden over Transtevere. Efter at have spiist var jeg hos Wulff’s, og om Aftenen hos Prindsessen, der gav sin siste Soirée; der var da ogsaa kjedsommeligt som sædvanlig. Derfra gik jeg med Meyer og Blunck hen i en Caffe hvor det var langt morsommere at høre de simple Romere der tale, end at see de Andre hist sidde tavse.
Der må være tale om En romersk jæger med sin hund, som dog næppe kan kaldes "et lille Studie". I sit modelregnskab noterede Rørbye samme dag en udgift til jægeren Antonio Valenti, som stod model. Studiet skulle anvendes til maleriet Ponte Sodo ved Isola Farnese, der i følge dagbogsnotatet 30. marts 1835 skulle have en jæger som staffage.
Peter Wulff og dennes søster, Henriette Wulff.
Charlotte Frederikke.
Ernst Meyer.
Ditlev Conrad Blunck.