Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

18. Jan. 1841

18de Mandag.
Kun malet lidt, da jeg idag for første gang var ude at spadsere med Rose efter hendes Barselseng. Vi vare hos Nattaletti og i andre Boutiquer for at kjøbe Tøi til Barnet, Noget der desværre trækker flere Penge af vor Pung end vi have Raad til. Vi spiste om Middagen hos Lepre, gik derpaa for at besøge Hof Jægermester Bruuns men traf dem ikke hjemme, derimod traf vi dem siden paa Passaiataen da vi gik hjem, de kom da just og havde ogsaa villet besøge os, men havde blot truffen vor Værtinde med Barnet; vor Værtinde havde funden meget Bifald for Frue Bruns Øjne. Da vi kom hjem kom Møller noget efter og bragte Rose et Brev fra hendes Moder. Have vi idag imedens vi vare ude været frie for Børneskrig da fik jeg det til Overmaal om Aftenen, da den lille Dame synes at ville holde os skadesløs for hvad vi ikke havde faaet. Jeg var færdig til ganske at tabe all Tolmodighed, da jeg ikke var ganske vel.

  1. Dvs. på maleriet Loggia fra Procida.

  2. Nataletti.

  3. Carl Frederik Balthasar Brun og Friderica Margaretha Brun, f. Bügel.

  4. Meccelina Pocobelli.

  5. Adam Müller.

  6. Charlotte Johanne Schiøtt, f. Schack.

Fakta

PDF
18. Jan. 1841
Dagbog D, side 7

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-35

Loggia fra Procida