Martinus Rørbyes rejsedagbøger
13. Mar. 1837
Sender
Martinus Rørbye
Recipient
Frederikke Rørbye, f. Stockfleth
Transcription
Rom den 13de Martz 1837.
Heller ikke i Aar kan jeg undlade, ved disse Linnier at viise dig kjæreste beste Moder at jeg bestandig er din inderlig hengivne Søn. Næste Aar tænker jeg, ikke at have Bogstaverne nødig for at bringe dig min velmeente Lykønskning; faae Ord, hjerteligt udtalte ere dog langt mægtigere end all Skriven, og visselig trænge de mere til Hjertet, end, naar det kolde Bogstav skal være Midlet. Dog du er god, du ville selv af min mest usammenhængende Talen kunne slutte dig til, hvad der egentlig var min Meening, og denne er i dette Øieblik at udtrykke all min sønlige Hengivenhed for dig. Lad den gode Gud i det kommende Aar holde sin Haand over dig og bevare din Kjærlighed til dine hengivne Børn, vis heele Lykke blot bestaar i din Tilfredshed. Lad mig i disse Ord indbefatte Alt; thi neppe vil jeg være istand til rigtigt at udtrykke hvad jeg føler. Langt borte fra dig, er Saunet af din venlige Nærværelse paa en saadan Dag mig høist trykkende; dog mine kjære Søstre og Rose, ville vist søge at erstatte dig Tabet af dine Sønners Fraværelse, saa meget mere, som da Tiiden dog nu snart er omme. Kun Maaneder kjære Moder, og jeg er igjen hos dig, Intet skal da være mig mere magtpaaliggende, end at søge at bidrage mit til at see dig tilfreds, og svarer end Evnerne ikke til min gode Villie, da vil du dog vist erkjende denne, og derved gjøre mig saare lykkelig. Snart at høre at du er rask, er det hvortil jeg nu glæder mig, lad ikke for lang Tiid gaae hen inden du tilskiver mig dette; mit Brev fra Februar Maaned haaber jeg dog du rigtig har modtaget. Jeg skrev dig deri at jeg var rask, og jeg gjentager dette nu, skulle for Øjeblikket noget hændes mig her, da viid mig velpleiet, da her er ankommen, en, som jeg tror dygtig ung dansk Læge. Doctor Diørup maae vist kjende Keiser, og siige om det virkelig forholder sig saaledes; hvad mig angaaer, da synes jeg meget godt om ham, og ville jeg kun ønske at han forblev her længere. Dog snart vil jeg nu igjen komme paa Reiser, da veed jeg, ikke at have nogen Doctor nødig, i det minste har det altiid før været saaledes Tilfælde med mig, det rolige Liv har bragt mig Sygdom, og allslags Ubehagelighed, det besværlige Reiseliv har været mig heldbringende og jeg var istand til at taale alle Besværligheder og Saun og var dog altiid blant de muntreste. Kommer jeg derfor igjen hjem, vil det vel neppe være saa gandske raadeligt for mig, at blive alt for meget i Rolighed; men mine smaae Reiser skal heller ikke i lange Mellemrum berøve mig din kjære Nærværelse. Erindrer jeg Ret, da omtalte jeg i mit siste Brev det deilige Foraar man her alt nød, det har nu imidlertiid viist sig at det ikke havde nogen Varighed, da der endogsaa for n[ogle] Dage siden en Nat og Dag falt stærk Snee, der ikke satte Romerne i liden Skræk, da de om Morgenen saae Alt, saa langt Øjet kunne naae ganske bedækket. Endnu ligge alle Bjergene runtom bedækkede, og man har ved de slette Ovne og Værelser her, følt Kulden ganske antageligt. Bedre har det unægtelig været ved den venlige Ild i Caminen i Amaliegaden, at sidde der hos Eder er mig en saare kjær Tanke, naar det sydlige Klima her viiser sig saa ganske imod sin Natur. Dog kommer igjen de muntre Solskins Dage, da er all tidligere Ubehagelighed forglemt, og man lovpriiser igjen Syden; men man har lært at insee, at ikke alle Øjeblikke der ere behagelige. Seer du kjære Moder Frøken Wulff og Ecersberg |vis Brev jeg har modtaget|, da siig dem, at jeg snart skal skrive; til E. har jeg alt begynt et Brev; men kan ikke saa snart ende det, da jeg gjerne vil give ham Underretning om Adskilligt, Kunsten angaaende. Torvaldsen siiger nu her, at han bestemt reiser hjem til Foraaret. •2•
Til
Min gode Moder
den 1ste April.