Martinus Rørbyes rejsedagbøger
5. Jan. 1841
5te Tirsdag.
Arbeidet lidt om Formiddagen, den hæslige Nat havde efterladt Sløvhed ogsaa var Dagen mørk og regnfuld saa at Intet synderligt derved var tabt. Om Aftenen gik jeg paa Legetøis Markedet ved St. Eustacio og kjøbte Befana til Rose og Emilia. Veiret var i Aar saa slet at der langt fra ikke var det Comers, som der ellers pleier at finde sted. De smaae Kjøbmænd høstede vel derfor heller ikke der stort andet end en vaad Trøie, da Regnen næsten intet Øieblik lod dem Fred. Vi have haft den samme Ubehagelighed her hjemme som igaar idet Røgen ikke tillod os at være i vort Dagligstue, og heelt uhyggelige ere Værelserne her uden Varme.