Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

18. Feb. 1837

Er det virkelig idag Carl og Lauras Bryllupsdag, da skulle jeg vel have ønsket at være hos dem, og see dem kronet med den Lykke hvorefter de saalænge har stræbt; men da ville jeg ogsaa strax igjen forflyttes til Rom for ikke hjemme at faae alt for meget af de kjedsommelige smaae economiske Proiecter der vel sagtens høre til naar et nyt Par saaledes er etabileret. Deres Bryllups Dag feirede jeg her ved dygtigt at spendere Viin i Schensola, det vil vel ikke sige meget; men man fik dog lystige Ansigter at see, og indsamlede mange Lykønskninger for det nye Par. Et besynderligt Nordlys lod sig om Aftenen til Varsel see paa Himlen.

  1. Laura Schiøtt, søster til Rose Schiøtt, blev gift med Carl Lautrup.

  2. Osteria la Gensola.

Fakta

PDF
18. Feb. 1837
Dagbog B, side 18 recto

Det kgl. Bibliotek NKS 2923, 4º