Martinus Rørbyes rejsedagbøger
12. Jan. 1840
12te Søndag.
Formiddagen benyttede jeg idag til at colorere de Costumer jeg de foregaaende Aftener havde tegnet. Om Eftermid: spadserede vi en Tuur, og besøgte da ogsaa Tøming, og saae mange Malerier; men som i det Heele tagen ikke behagede mig uden for saavit Farven og den behagelige Lufttone angaar; thi det solidere i Kunsten har han ingen Begreb om, og hans fabrikmæssige Arbeide tillader vel heller ingen samvitighedsfuld Udførelse. Aftenen tilbragte vi hos Erdelins.
Friedrich Thøming.
Heinrich Eddelien og Olivia Francisca Eddelien, f. Hjorth.