Martinus Rørbyes rejsedagbøger
10. Feb. 1840
10de Mandag.
Malet heele Formiddagen, og da jeg nu har Studier til Grøn Sagerne paa mit Malerie gaar Arbeidet godt fra Haanden. Om Eftermiddagen gik jeg med Rose at see Malerierne og Portrait-Busterne paa Capitoliet. Vi gik derfra ind i Kirken Ara Coeli, og Rose fik der en ikke liden Skræk, da just en afdød gl Munk var som Brug er henstillet paa den ubedækkede Baare foran Altharet, hun betvang imidlertiid saare vel denne fra Ungdommen nedarvede Frygt, og jeg tror at vare vi bleven længere i Kirken ville hun endogsaa med Rolighed kunne havt betragtet den gamle Mand, der iøvrigt aldeles ikke havde noget af det ellers saa modbydelige, som man undertiiden seer hos Døde. Ved at være gaaet uden Overtøi i Eftermiddag befant jeg mig om Aftenen saa ilde, at jeg næsten havde Frygt for Feberen, det gik imidlertiid til min store Glæde over om Natten. Tegningen i Accademiet havde ikke stort at betyde, Modellen var en gl og meget styg Kjærling fra Bjergene.
Torvet i Amalfi.