Martinus Rørbyes rejsedagbøger
6. Jun. 1837
Jeg maatte gjøre Hoverie Arbeide idag Eftermid: ved at sidde for Hansen som maler et Stykke med de Danske paa, gamelt Emne rigtig nok; men da spares idet minste de betalte Modeller. Om Eftermid: gik vi til Villa Mathei, unægtelig nu i sin fulde Glands da alle de mangfoldige Rosen-Hække og andre Blomster staae i fult Flor og afgiver et siældent Billede paa Prag[t], men i Arterne staae Roserne saavel som mange andre Blomster i Haugerne her langt under hvad man har hjemme, hvor de ordentlig pleies, imedens de her groe ganske overlate dem selv.
Constantin Hansen.
Constantin Hansens Et selskab af danske kunstnere i Rom, der nu tilhører Statens Museum for Kunst, inv.nr. KMS3236. Oliestudiet til Rørbyes figur tilhører Skagens Kunstmuseer, som har deponeret det på Statens Museum for Kunst, inv.nr. DEP285. Arbejdet fortsattes 17. juni og afsluttedes 18. juni.