Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger

9. Oct. 1839

9de Onsdag
I det herlige Galerie Pitti tilbragte jeg det meste af Formiddagen med Rose, hvem det vist nok glædede meget at see alle de herlige Kunstsager; men hendes Maade at nyde Saadant paa er ikke den, jeg mest ynder, og saaledes lader hun mig som oftest i Uvidenhed om hun er tilfreds eller ikke. Jeg kunne have følt mig saa usigelig lykkelig ved at gjensee alle disse bekjente Sager og Steder i Italien; men Omstændighederne have forandret sig, og jeg føler mig ofte saare nedtrykt, og har blot tilbage at anbefale mig den gode Gud, der maaske endnu veed en Udvei for mig til det bedre. Hendes retskafne Carakteer har jeg altiid og vil fremdeeles altiid agte; men det at gjøre sig elsket ved Mildhed synes hende fremed, og hun foretrækker derfor hellere ved Vrede eller Graad at give sin Mishag tilkjende; at jeg er ganske uskyldig i saadanne Sener, tør jeg paa ingen Maade siige; men naar Upasselighed undertiiden bringer mig til at yttre Urimeligheder, havde jeg altid tidligere forestilt mig at en Kone ikke ville være en strengere Dommer end en Moder eller Søster; men dette har jeg desværre alt ofte maattet indsee at jeg høilig har taget feil af. Give Gud at jeg maae see en klarere Fremtid imøde.

Fakta

PDF
9. Oct. 1839
Dagbog C, side 12

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-33