Martinus Rørbyes rejsedagbøger
1. Sep. 1837
Vi reiste idag fra Strass til Weidring, smuk men vild er heele Bjergveien. Sørgeligt var Synet af de fra Zillenthal og Duz udvandrende Evangeliske, vi møtte den første Transport, der droge til deres nye hjem i Slesien, ganske ubekjente med Verden vare disse Mennesker alle.
Waidring.
Tidligere på året havde kejser Ferdinand I stillet det protestantiske mindretal i Zillertal over for et ultimatum enten at afsværge sig den augsburgske bekendelse eller at forvises. Mere end 400 indbyggere så sig nødsaget til at udvandre, og i maj tilbød Friedrich Wilhelm III af Preussen dem ophold i Schlesien, hvortil de første ankom i oktober.